BUDDINGE KIRKE
Buddinge var engang en lille landsby. Da der kom tog til Buddinge, blev byen stor. Folk i byen ville gerne have deres egen kirke. Kirken kom til at ligge lige midt i byen.
Kirken ser moderne ud og er sat sammen af mange små firkantede bygningsdele. Den er bygget med røde mursten. Der er et lille stræde med grønne planter inde mellem bygningsdelene.
Inde i kirkerummet er det meste bygget med røde mursten og fyrretræ.
I den ene side af kirkerummet er der nogle store vinduer, som går helt fra gulv til loft. Man kan kigge ud på planter og føler næsten, man er udenfor, fordi vinduerne er så store.
I den anden side af kirkerummet er der en stor høj mur med små vinduer øverst oppe. Der kommer kun lys ind. Man bliver ikke forstyrret af trafik og mennesker uden for kirken. På den måde er der plads til ro og tanker.
Bagved alteret er der et kunstværk på væggen. Det er lavet i hvidt porcelæn med blå og grønne farver. Det forestiller en jordbue, en himmelstige og et stort kors.
Alter, døbefont og prædikestol er firkantede og også bygget af røde mursten.
Alting i kirken er lavet meget omhyggeligt og meget enkelt. Der er mange lige linjer og ingen ornamenter.
KORT LÆSETEKST I
LANG LÆSETEKST II